Arbejdet med at pleje ældre har et blakket ry. Og det gør det svært at tiltrække mennesker, der har lyst til at arbejde i ældreplejen. I sidste ende kan det betyde, at ældre ikke får en ordentlig pleje, og derfor vil socialminister Eva Kjer Hansen (V) i samarbejde med FOA, Dansk Sygeplejeråd og Kommunernes Landsforening lave en kampagne, der over to år skal tiltrække og fastholde medarbejdere i ældresektoren.
Udmeldingen kommer efter tre høringer om kvalitet i ældreplejen, der blev afholdt i november.
»Høringerne har bekræftet, at kvaliteten i ældreplejen er høj langt de fleste steder. Men vi fik også sat fingeren på nogle af de ømme punkter. En af dem er, at ældresektoren lider under et dårligt image. Det påvirker folks lyst til at arbejde på området. Den udvikling skal vendes, så der er hænder og hoveder nok til at give ældre den nødvendige pleje og omsorg i fremtiden,« siger Eva Kjer Hansen.