Der lugter af opsparet harme på det grønne område ved hjørnet af Thorvaldsensgade og Carl Blochs Gade, hvor jyske restauratører og deres personale med rødglødende cigaretter og kølige fadøl varmer op til demonstration på Rådhuspladsen mod rygeloven og det frie valg.
»Loven er åndssvag, fordi den gør forskel på mennesker. Når politikerne ikke holder op med at ryge, hvorfor skulle vi så?« spørger Bente Pedersen, indehaver af bodegaen Pusterummet i Hasle og formand for Restauratørforeningen af 1881, der står bag demonstrationen.
Hun har aldrig selv røget, men har alligevel brugt timer på at arrangere dagens protestdemonstration, fordi hun ikke vil finde sig i at blive sat på plads af en lov, hun opfatter som formynderisk.
Værtshuskulturen truet
»Smøger smager ad helvede til, og vi ved alle sammen godt, at det ikke er sundt. Men man skal bare ikke gå ind og bestemme over andre mennesker på den måde. Det er vores eget frie valg,« fastlår hun.
Og det er det sidste, der tilsyneladende har fået mange ligesindede på gaden, hvor stemningen er klar: Politikerne skal ikke bestemme.
»Friheden er pillet af os. For mig er det overhovedet ikke et problem at undvære smøgerne, jeg vil bare have friheden til selv at vælge,« mener servitrice Laila Pedersen, der har taget turen fra Vejle for at støtte det århusianske initiativ.
Hun bakkes op af Sonja Holm fra Århus.
Øl og smøger
»Der er noget socialt i at gå ud og få en øl efter fyraften, og det bliver ødelagt nu, for øl og smøger hænger sammen. Loven er på vej til at smadre den danske værtshuskultur,« mener Sonja Holm.
Efter at have skyllet halsen går flokken i samlet trop mod Rådhuspladsen, hvor Gasolin-omkvædet »This is my life, and I don t care« gjalder fra scenen.
Bente Pedersen fra Restauratørforeningen byder velkommen, og hendes svada mod forbud og formynderi får tilhørerne til at klappe begejstret.
»Det kan ikke være rigtigt, at fanatiske ikkerygere skal overtage demokratiet. For flere år siden blev vi bedt om at sætte skilte op, som viser, om der er røgfrit eller ej i vores værtshuse. Hvis man ikke kan tåle mosten, så må man finde et andet sted. Det er jo det, demokratiet går ud på,« bemærker restauratør Helle Larsen fra Århus, mens hun klapper af Bente Pedersens sidste pil mod Christiansborg:
»A-mennesker er åbenbart dem, der sidder på Christiansborg. B-mennesker er dem, der må gå ud og tage en smøg i 10 graders frost. Det er noget svineri.«