Det er kun en lille håndfuld af alle FN- lande i hele verden, der overhovedet tager de såkaldte kvoteflygtninge, altså de flygtninge, der sidder i en flygtningelejr.
Danmark er et af de lande. Og jeg synes faktisk, det ville hjælpe umådeligt meget, hvis bare alle EU- landene tog kvoteflygtninge.
De 500 flygtninge, der kommer om året, bliver udvalgt efter, om man regner med, at de vil kunne falde godt til i Danmark. Det betyder, at man ser på flygtningenes sproglige forudsætninger, arbejdserfaring, familieforhold, netværk, alder og motivation.
Det forarger nogle, og man spørger: hvorfor ikke bare tage de svageste?
Men udgangspunktet er at alle de mennesker, der sidder i en flygtningelejr er svage og har brug for hjælp ¿ også børnefamilien.
Jeg mener, at det er sund fornuft at hjælpe en familie med børn til et nyt liv i Danmark, frem for en enlig ældre, handikappet mand. Selvom familien synes stærkere end den ældre mand, vil deres liv i Danmark alt andet lige blive en større succes. Børnene vil kunne få en uddannelse, de vil få venner o.s.v. Den ældre mand vil godt nok få et bedre liv, men leve isoleret, ensom og langt væk fra det, han har kendt til hele sit liv.