Lige nu sidder mange klinet foran skærmene, når der sendes "Sommerdrømme" med Lene Beier som vært.
Men det gælder også om at nyde det, for efter fem sæsoner er det nemlig slut efter den aktuelle sæson.
Det fortæller billedbladet.dk.
Det er den ene af dommerne, Camilla Kjems, som leverer afsløringen.
- Desværre har TV 2 valgt at nedlægge "Sommerdrømme". Jeg fik besked om det i vinter i forbindelse med, at TV 2 har lavet en række besparelser, fortæller Camilla Kjems til ugebladet og fortsætter.
- Det er selvfølgelig rigtig trist, og jeg ville gerne have lavet flere programmer. Men jeg synes, at jeg har haft fem helt fantastiske sæsoner, hvor jeg har set en masse af Danmark, og det har jeg virkelig elsket, lyder det fra Camilla Kjems, som sammen med meddommer Patrick Bentsen og værten Lene Beier altså er i gang med sidste sæson.
I det ellers så populære gør-det-selv-program dyster fire par gennem otte uger om at vinde et sommerhus til en værdi af tre millioner kroner.