Det er sjældent, at børn ikke går i skole

De sociale myndigheder griber som regel ind, når et barn begynder at blive væk fra klasseværelset. Men i nogle tilfælde kan der være så store vanskeligheder, at ikke engang myndighederne kan få eleven tilbage.

I fredags sad en kun 15-årig pige for retten og fortalte, at hun havde lavet tyverier, hærværk og begået vold. Pigen havde ikke brugt sin tid i skolen med at lave lektier siden 6. klasse, hvor hun blev smidt ud. Hun havde i stedet for hængt ud med sine veninder og sat jævnaldrende på plads med næverne. Afdelingsleder ved Socialcenter Centrum, Morten Olsen, kan ikke fortælle, hvor mange børn, der findes som den 15-årige, men centret får 300 underretninger om året, der drejer sig om alt fra misbrug til kriminalitet.
»Vi ved da godt, at en række unge mennesker ikke får noget ud af deres skolegang,« siger Morten Olsen, der oplyser, at de sociale myndigheder kommer ind i en elevs liv, hvis der er massivt skolefravær.
»Det er da bekymrende, at der er nogle børn, der ikke har en regelmæssig skolegang i længere perioder. Det er ikke tilfredsstillende. Men det er noget, vi er meget opmærksomme på. Vi prøver altid at sikre en jævn skolegang,« siger afdelingslederen for socialcenter Centrum i Århus.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.