Antallet af politifolk, som bliver dræbt af Taliban-militsen i Afghanistan, er så højt som aldrig før.
Nye tal viser, at der bliver dræbt dobbelt så mange politifolk i år som sidste år, og fordoblingen er sket samtidig med, at udenlandske soldater har overladt mere og mere af sikkerheden til lokale soldater, som har mindre erfaring i at bekæmpe Taliban.
Næsten 12 år efter den amerikanskledede invasion er store dele af landet under Talibans kontrol.
Afghanske soldater er stadig meget afhængig af, at den udenlandske styrke hjælper med luftstøtte, særligt i de afsidesliggende områder.
Det afghanske militærs lettere køretøjer gør dem også særligt sårbare over for vejsidebomber.
Afghanistans regering er meget forsigtig med informationer, der kan tage luften ud af sikkerhedsstyrkernes moral. Derfor har myndighederne været tilbageholdende med at oplyse om tabstal.
Der offentliggøres ikke længere tal for dræbte afghanske soldater.
Mandag offentliggjorde indenrigsministeriet et tal, der viser, at fra marts og indtil nu er 1792 politifolk dræbt, de fleste ved vejsidebomber.
Det er en periode på seks måneder, og det er nogenlunde det samme antal politifolk, der blev dræbt i 12 måneder op til marts i år.
- Afghansk politi er ikke så godt udrustet som udenlandske soldater. Afghanske politistyrker er i første forsvarslinje og er mere udsat for oprørere, siger Sediq Sediqqi, talsmand for indenrigsministeriet.
Det er planen, at de udenlandske soldater skal være ude af Afghanistan med udgangen af 2014.
/ritzau/Reuters