Popbandet Klaxons var ellers færdige med indspilningerne til opfølgeren til debut-albummet 'Myths Of The Near Future', men de må i studiet igen.
Pladeselskabet var ikke tilfredse med de første indspilninger, og det fik bandet at vide. Klaxons er dog ikke bitre over den løftede pegefinger og tager turen tilbage til studiet med godt mod.
"Vi fik lavet en virkelig heavy plade, og det er ikke det rigtige for os. Det forstår jeg, og jeg ved det også godt," siger frontfiguren Jamie Reynolds til The Sun.
"Først og fremmest er vi et popband. Det har jeg ikke tænkt på længe, men nu er det forrest i min bevidsthed," fortsætter han.
Bandet skal være færdige med indspilningerne om fire uger.