Den, der ler sidst, ler bedst. Og hvor lejere gang på gang er blevet udråbt til tabere, der vil få svært ved nogensinde at komme ind på boligmarkedet, ser tingene helt anderledes ud i dag.
De opskruede priser på boligmarkedet har de seneste år gjort lejeboliger mere eftertragtede, og mens boligejeres friværdi er i frit fald, kan lejere tage finanskrisen med ro.
Der er dog stadig håb for ejere, der nu hellere vil leje. Trods rygter om lange køer, er det ikke umuligt at få en lejebolig i dag.
"Har du fast arbejde og er du lige blevet skilt, kan du få en billig bolig inden for seks til 12 måneder i hovedstadsområdet. Og i en af vores afdelinger faktisk med det samme, hvis du kan betale ca. 7500 kroner plus varme," siger Jon Rekve, leder af Bolig-Butikken, en sammenslutning af almennyttige selskaber, til Ekstra Bladet.
Der er også muligheder for at komme frem i lejekøen, hvis du opfylder din kommunes krav til 'Fleksibel udlejning'. De varierer fra kommune til kommune.