Det danske sprog kan som bekendt være en vanskelig størrelse, og det kan til tider være svært at udtrykke sig klart. Det må beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) nu sande, efter at han gennem et stykke tid har haft en hård debat i medierne med vicestatsminister Bendt Bendtsen (K).
Striden er gået på, om den liberale tænketank Cepos bør være medlem af Det Økonomiske Råd. Dette er Bendt Bendtsen imod og har henvist til et nyt lovforslag fra regeringen om en udvidelse af Det Økonomiske Råd, der netop ikke omfatter Cepos. Ikke desto mindre har Claus Hjort Frederiksen flere gange offentligt fastholdt, at Cepos bør være medlem af rådet.
Hvis man ellers skal tage hans ord for pålydende.
Men det skal man tilsyneladende ikke. Onsdag måtte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) således træde til med tolkebistand. Det skete på sit ugentlige pressemøde, hvor Fogh således henviste til, regeringens lovforslag, der som sagt ikke omfatter Cepos:
»Det er alle ministre enige i. Også Claus,« lød det fra statsministeren.