En villa, der for et år siden, kostede en million kroner, er i dag steget med mere end 31.000 kroner. En lejlighed, der for et år siden kunne købes for en million kroner, er steget med 97.000 kroner.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Samlet er prisen på et hus steget fra første til andet kvartal i år med 2,2 procent. De største prisstigninger er i Region Hovedstaden, hvor huspriserne steg med 2,7 procent, viser tallene.
Privatøkonom i Danske Bank Las Olsen siger, at dagens tal er godt nyt for dem, der håber på et forbrugsopsving i Danmark.
- Hvis man ellers bliver boende i sit hus, bliver man ikke ret meget rigere eller fattigere af, at priserne stiger eller falder. Udgiften til at bo der er jo den samme. Men værdien af boligen har meget stor betydning for, hvor rige vi føler os, siger han om tallene.
Fra Arbejdernes Landsbank går cheføkonom Lone Kjærgaard så vidt som til at sige, at boligmarkedet er vendt:
- Tallene fra Danmarks Statistik viser, at der langt om længe er flere og flere tegn på, at boligmarkedet har passeret bunden. Lavere huspriser og lave boligrenter har sammen med en bedre stemning blandt forbrugerne banet vejen for bedringen, siger hun.
Prisen for et hus steg i alle landets fem regioner, mens ejerlejlighedspriserne steg i fire ud af fem. Priserne steg mest i Region Midtjylland med fire procent - mens de faldt med 0,9 procent i Region Nordjylland.
/ritzau/