Det danske klima kommer ikke til at byde på tropesomre og oversvømmelser som følge af den globale opvarmning. I hvert fald ikke de kommende 10 år. Da bliver det tværtimod en smule koldere, end det er i dag.
Det hævder fire tyske og en australsk forsker i en opsigtsvækkende prognose, som er offentliggjort i tidsskriftet Nature.
Forskerne har taget temperaturen på overfladen i verdenshavene og ud fra det har de lavet en model, der kan forudsige klimaet i de næste 10 år. Deres prognose forudsiger, at det bliver en smule varmere på den sydlige halvkugle og – nok mere opsigtsvækkende – en smule koldere på den nordlige halvkugle.
Det betyder dog ikke, at den globale opvarmning er aflyst. Tværtimod vil temperaturerne stige – og endda voldsomt – efter de 10 år.
Havet gemmer varmen
Det forklarer Eigil Kaas, professor i meteorologi ved Københavns Universitet.
»Den periode, hvor det vil blive lidt koldere på vores halvkugle, er faktisk den, hvor den globale opvarmning er allermest kraftig. Det er i den periode, at vi modtager allermest energi til vores planet. Men energien bruges bare ikke i særlig høj grad til at varme vores atmosfære op. I stedet lagres energien – varmen – længere nede i oceanerne. Det er som en bombe, der er gemt i oceanet og kommer op til overfladen senere,« siger han og tilføjer:
»Så hvis man fortsætter prognosen længere ud i tiden, stiger temperaturerne voldsomt. Derfor er det vigtigt at forklare ikke mindst politikerne, at det her ikke skal opfattes sådan, at den globale opvarmning er aflyst. Den er bare skjult for øjnene af os.«
Eigil Kaas understreger, at den nye klimamodel ikke er helt præcis. Og at de temperaturfald, den forudser i Europa og Nordamerika i de kommende 10 år, ikke er store.
Vores adfærd ændres
»I vores region af verden vil der være tale om et par tiendedele graders forskel fra i dag. Og globalt set vil temperaturændringen være tæt på nul,« siger Eigil Kaas.
Hos Verdensnaturfonden vækker den nye prognose ikke bekymring for, at politikerne nu vil tage klimaforandringerne mindre seriøst. Og dermed heller ikke for, at prognosen kan gøre det sværere for klimaminister Connie Hedegaard (K) at få en ny global klimaaftale på plads ved topmødet i København i 2009.
»Jeg tror, at effekten af klimaforandringerne er så relativ klar, at politikerne ikke vil være så påvirkede af den undersøgelse. Men den kan nok desværre have en effekt i forhold til vores egen iver for at gøre noget ved klimaproblemerne,« siger John Nordbo, klimaprogramleder i Verdensnaturfonden.