Mens næste år byder på historisk lave renter for boligejere, bliver det dyrere at tage lån i banken.
Bankerne skal ruste sig mod hårdere tider, hvor det blandt andet bliver dyrere for dem selv at låne penge, ligesom de skal leve op til strengere krav fra myndighederne.
"Uro på kapitalmarkederne og ny regulering gør det dyrere at drive bank. Den økonomiske krise betyder også, at risikobilledet bliver mørkere, når flere kunder kommer i problemer. Det presser indtjeningen," siger Danske Bank Danmarks direktør, Tonny Thierry Andersen, til epn.dk.
Danske Bank har allerede øget indtjeningen med 2,5 milliarder kroner på rente- og gebyrstigninger, og flere andre banker er på vej på samme kurs.
"Rentemarginalen kender kun én vej i øjeblikket, og det er opad. Det hænger sammen med øgede kapitalkrav fra myndighederne, fastfrosne markeder for seniorfunding som følge af statsgældskrisen og fortsat høje tab som følge af en sløj konjunkturudvikling," siger direktør i Jyske Bank, Anders Dam, til epn.dk.
Banksektoren er i gang med et markant skifte, som er sat i gang af finanskrisen og de stigende krav til bankerne, siger koncerndirektør i Nykredit Bank, Kim Duus, som også varsler dyrere banklån.
"Det er klart, at timingen er uheldig, men det er vi ikke herrer over. Den regulative stramning skubber i den forkerte retning i den konjunkturcyklus, som vi er i," siger Kim Duus til epn.dk.
Kilde: epn.dk