Der er røde tal i regnskabet for de danske kirkegårde. Det er nemlig dyrt at have personale ansat til at passe vores grave og kirkegårdsanlæg, og selvom der på naturlig vis konstant er kunder i butikken, dækker gravstedsejernes indbetalinger langt fra udgifterne.
Det viser en opgørelse fra Kirkeministeriet, som Kristeligt Dagblad har set nærmere på.
Underskuddet, der nærmer sig en milliard kroner, betyder, at borgerne i Danmark fremover skal sætte flere penge til side til det sidste hvilested. Indtil videre er pengene nemlig blevet betalt via kirkeskatten, men det er ikke rimeligt, mener formanden for Dansk Selskab for Kirkeret, Peter Christensen.
- Det er principielt forkert, at der ikke er sammenhæng mellem indtægter og udgifter på kirkegårdene, for man må betale, hvad det koster, siger Peter Christensen til Kristeligt Dagblad.
- Kirkeskaten skal gå til kirkelige formål og ikke til vedligeholdelse af kirkegårde, mener han.