Bælgravende buldermørke omslutter den lille træbåd. Årernes tag får vandet til at pludre og båden til at skyde sig langsomt fremad, ind i Malaysias regnskov. Vandet er sort, og træerne tegner sig som krogede skygger mod den skumrende himmel.
Men pludselig er der lys. Forude er der et træ, hvor bittesmå gnister lyser op. Synkront bliver der tændt og slukket for de mange blink, der er spredt rundt i træets grene. Og efterhånden, som båden kommer tættere på træerne i vandkanten, afslører blinkende lyskæder sig også i det næste træ. Her blinker lysene ligeledes synkront – men uden hensyn til nabotræets rytme. Det ligner blinkende juletræer.
Men så kommer båden helt tæt på det lille naturfænomen. Og en lille, blinkende ildflue forlader sin gren og flyver et kort øjeblik ud efter tavs opfordring fra bådens gæster.
Vi er ved Kampung Kuantan på vestkysten af den malaysiske halvø, halvanden times kørsel fra hovedstaden Kuala Lumpur. Her findes en af verdens største kolonier af ildfluer.
To steder i verden
Der er to steder i verden, hvor millioner af ildfluer blinker synkront. Det ene sted er i Kampung Kuantan ved Sungai Selangor-floden i Malaysia. Det andet sted er ved Amazon-floden i Brasilien, som er sværere tilgængeligt end Kampung Kuantan.
Der er masser at foretage sig, mens man venter på, at mørket skal falde på, og ildfluerne bliver tændt.
Den lille havneby Kuala Selangor har en hyggelig, lokal atmosfære med åbne markedsbutikker, skæve træhuse og knallerter, der kører rundt i de små gader. Man kan nyde udsigten ud over vandet på en af de lækre fiske- og skaldyrsrestauranter i byen.
I nærheden ligger desuden Kuala Selangor Nature Park på knap 2,5 kvadratmeter. Her er vilde aber og en farverig vifte af fugle. Men parken er først og fremmest imponerende i sin overvældende, frodige grønhed af træer og planter. Naturparken skal blandt andet beskytte de særlige mangrove-træer, som vokser i den våde, mudrede jordbund og er med til at beskytte kystlinjen. Der er flere vandreruter i reservatet, og naturelskere kan overnatte i lukkede træhytter.
Blinke-blinke
Ildfluerne er mere end blot en oplevelse for synet. De mange lyde fra det bløde vand og de mystiske insekter og fugle rundt omkring fører dig længere og længere væk fra storbyens lyde og hverdagens jag; ud i en spektakulær helhedsoplevelse, hvor følelsen af sensation langsomt kommer snigende, jo mere de blinkende juletræskæder bliver levende og bevæger sig. I Malaysia bliver ildfluerne kaldt kelip-kelip , som betyder blinke-blinke.
Ildfluernes blinken er et parringssignal mellem hanner og hunner, men der bliver færre og færre lys i den blinkende kæde. De lokale er bange for, at det er forureningen i floden, som slår de spektakulære fluer ihjel.
Så naturelskere må hellere skynde sig ud i mørket, inden de levende, blinkende juletræskæder uddør.