Sangerinden Kelly Rowland brød sammen i tårer under en koncert i den amerikanske hovedstad Washington, D.C. søndag, mens hun optrådte med en sang om et dårligt forhold til en ekskæreste.
Den tidligere Destiny's Child-sangerinde var midt i sin kontroversielle nye sang "Dirty Laundry", da hun blev nødt til at tage et øjebliks pause for at bevare fatningen, skriver kendissiden wenn.com.
Sangen handler ikke kun om ekskæresten, men også om Rowlands jalousi over for kollegaen og veninden Beyoncé, der lancerede en succesfuld solokarriere, mens hun selv kæmpede med personlige problemer derhjemme.
Fans tiljublede Rowland for at støtte hende, og hun genoptog koncerten efter den korte pause.
Da den 32-årige sangerinde var færdig med sangen, sagde hun, at hun var meget taknemmelig for støtten.
Rowland har tidlige indrømmet, at det var en følelsesladet proces at indspille Dirty Laundry.
- Den tog mig flere dage at indspille. Jeg blev nødt til at komme mig over at være ked af det og rent faktisk synge sangen, ikke bare græde igennem den, sagde hun.
Rowland har fortalt, at hendes ekskæreste, som hun ikke nævner navnet på, vendte både familie og venner imod hende og også af og til slog hende.
/ritzau/