- André Rafaeli. Hvis nogen ser ham, så ring til os. André Rafaeli. Vi leder efter ham. André er 16 år, han bliver 17 næste tirsdag.
Sådan lyder den desperate bøn fra Andrés tante Sophie Doussot foran hospitalet i Nice. Selv om det knap er tre døgn siden, at en hvid lastbil med en 31-årig tunesisk-fransk mand bag rattet pløjede igennem en menneskemængde på strandpromenaden i den franske kystby Nice, er det stadig ikke alle døde, som er identificeret.
Søndag formiddag sagde sundhedsminister Marisol Touraine ifølge nyhedsbureauet AFP, at det nu kun drejede sig om et enkelt offer, der manglede at blive identificeret. Pårørende foran hospitalet leder stadig efter svar på, hvad der er sket med deres familiemedlemmer. 84 personer er omkommet ved angrebet, mens de seneste meldinger søndag eftermiddag lyder, at 18 er i kritisk tilstand.