Politiet tog ingen chancer tirsdag formiddag. Her rykkede man ud med syv politikøretøjer, da en desperat 46-årig mand truede med at skyde hovedet af sig selv på jobcentret i Korsør.
Det skriver blandt andre TV Øst.
- Han var fremkommet med nogle trusler om, at hvis han ikke fik den fornødne hjælp, så ville han skyde knoppen af sig på jobcentret – nu er det bare direkte citat - eller alternativt gøre det i eget hjem. Og det tog sagsbehandleren alvorligt og ringede til politiet, fortæller politikommisær ved beredskabsafdelingen i Slagelse, Flemming Jensen, til tv-stationen.
Det lykkedes for en forhandler fra politiet at få talt manden til besindighed og efterfølgende anholde den 46-årige. Det viste sig desuden, at manden ikke var i besiddelse af et skydevåben.
- Så det er en desperat mand, der har ønsket at få noget hjælp gennem kommunen. Og så udtrykker han sig nok ikke særlig gennemtænkt, siger Flemming Jensen til TV Øst og tilføjer, at jobcentrets personale efter episoden havde det fint.
Manden var fra lokalområdet, og ifølge Sjællandske udviklede en uenighed om pensionsudbetaling sig til truslen.