Design- og interiørfirmaet Interno er gået konkurs.
Det fremgår ifølge Fyens Stiftstidende af Statstidende.
Interno blev stiftet i 2008, og er senest kendt som Cabina ApS.
Virksomheden er gennem årene blevet drevet gennem tre forskellige selskaber. Det tredje og sidste er nu taget under konkursbehandling.
Virksomheden leverede løsninger til blandt andet Skodsborg Kurhotel, Odense Golfklub, City Hotel Odense og Hotel Svendborg, men blev hårdt ramt under coronapandemien.
Interno modtog ifølge Erhvervsstyrelsen for meget i coronastøtte, hvilket udløste et tilbagebetalingskrav på godt 450.000 kroner
Ved seneste regnskab havde Interno to ansatte og en gæld på 1,3 millioner kroner, skriver Fyens Stiftstidende.
Konkursen føjer sig til flere tidligere fejlslagne selskaber fra ejerne Niels Pedersen og Michael Gregersen, hvis historik i CVR viser flere tvangsopløste og konkursramte virksomheder.
Firmaet havde base i Ullerslev på Østfyn.