Floridas guvernør, republikanske Ron DeSantis, og hans kampagnehold brugte omkring 160 millioner dollar på DeSantis' fejlslagne præsidentkampagne.
Det viser kampagnedokumenter, som blev indgivet onsdag.
De 160 millioner dollar - som svarer til omtrent 1,1 milliard kroner - er et udtryk for, at der blandt DeSantis-støtter til at begynde med var stor tillid til, at han kunne slå Donald Trump i kampen om at blive Det Republikanske Partis nominerede.
De reelle udgifter menes endda at være lidt højere end de 160 millioner dollar.
Det skyldes blandt andet, at dokumenterne ikke viser udgifter i de to uger frem til vælgermødeafstemningerne i Iowa. Det blev den første og sidste delstat, DeSantis stillede op i.
21. januar afsluttede han nemlig sin kampagne. Det meddelte han på det sociale medie X.
- Efter vores andenplads i Iowa, har vi bedt bønner og overvejet vejen videre frem. Hvis der var noget, jeg kunne gøre for at skabe et positivt resultat - flere valgmøder eller flere interviews - ville jeg gøre det, sagde han.
- Men jeg kan ikke bede vores tilhængere om at give deres tid og ressourcer, hvis vi ikke har en klar vej frem mod sejren. Derfor indstiller jeg nu min valgkamp.
DeSantis havde lagt en stor del af sin strategi an på et godt resultat i Iowa. Men han endte langt bag Trump.
Tilmed slog han kun akkurat den tidligere FN-ambassadør Nikki Haley, som nu er den eneste tilbage til at udfordre Trump i kampen om partiets nominering.
Begge prøver de at blive den republikaner, som skal forsøge at slå præsident Joe Biden, en demokrat, af pinden ved valget 5. november i USA.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa