Du kan godt nå ned og sætte penge på det nu.
En hundredemand på 0-1, og du har tjent en plov i aften.
Sverige trækker sig sejrrigt ud af aftenens dyst med Danmark - ganske enkelt fordi det er et bedre hold, og fordi de er nogle dyrere drenge.
»Det er Sveriges fordel, at de ikke skal frem på banen og vinde. Uafgjort er fint, men Danmark skal vinde. Så blotter danskerne sig, og så slår vi til,« lyder den objektive vurdering fra sportsjournalist Jan Jönsson fra Sydsvenska Dagbladet.
Og hvis ikke det kan afgøres på banen, så se bare på spillerne i kroner og øre:
»Ja, de har jo nogle spillere, der trækker gevaldigt op i regnskabet. Som Zlatan Ibrahimovic. Selvom det er svært at gøre op, så er svenskerne nok dyrere samlet set,« vurderer agenten John Sivebæk, der har en god portion erfaring fra det europæiske spillermarked.
Han tror dog, at Danmark vinder 3-1.
Så er der helt andre realistiske gæt og takter fra DR s fodboldekspert Morten Bruun, der godt nok kun har spillet i Silkeborg IF:
»Det bliver en langstrakt og taktisk affære. Det hele kan godt blive afgjort i anden halvleg, og så kan en spiller som Zlatan være rigtig farlig,« siger han og tilføjer, at Zlatan jo ellers ikke er en typisk svensk spiller.
Angrebsstjernens forældre er faktisk fra Balkan:
»Det var vist lidt af en tilfældighed, at de havnede i Malmö i Sverige, hvor Zlatan så blev født i 1981.«
Det vil sige, at han lige så godt kunne have været dansk, hvis hans forældre havde valgt København?
»Hehe, tja, det kan du selvfølgelig sige.«
Gjort er dog gjort - vi får nok ikke Zlatan til at skifte side nu. Fremover må det dreje sig om at gøre noget ved det og sikre os de kommende stjerner. Vi må kunne give dem et par godbidder og få dem foran i køen?
Udlændingeservice må være med på idéen.
Kan vi prioritere de folk, der søger om opholdstilladelse, hvis de er gode til fodbold?
»Det ville være helt utænkeligt,« lyder det kortfattede, men også ret klare svar.
Så løbet er kørt. Og i aften slukker Zlatan så de danske håb om en EM-kvalifikation.