Store Bededag er kendt for konfirmationer, fridag og varme hveder.
Men ved du, hvorfor vi fejrer bededagen?
Hvis du er i tvivl, er du ikke alene.
- Hvert år kan vi se en masse søgninger og trafik på hjemmesiden, fordi folk ikke ved, hvad Store Bededag er, eller hvorfor vi fejrer det, siger Ellen Aagaard Petersen, der er teolog og redaktør på Folkekirken.dk.
Den korte version er, at man samlede alle de små bededage til én stor bededag, som kunne bruges på eftertanke, refleksion og bodsgang.
- Og det er en højtid, vi kun har i Danmark, konstaterer Ellen Aagaard Petersen.
Derfor er det ikke så mærkeligt, hvis du aldrig har hørt om "The Large Day of Prayers" i udlandet. Det er nemlig kun et dansk fænomen.
Dagen skyldes, at det i Middelalderen var almindeligt, at man indførte en bededag, når der var samfundsproblemer med eksempelvis sygdom, høsten eller økonomien.
Her fik folk fri til at koncentrere sig om bønner, der skulle afhjælpe problemet.
- Men der kom efterhånden rigeligt mange bededage i årets løb. Og til sidst kunne folk dårligt huske, hvad de skulle bede for. Derfor slog man det sammen til én stor bededag, forklarer Ellen Aagaard Petersen.
Det skete under Oplysningstiden, hvor idealet var at tænke logisk og rationelt fremfor at være bundet af tradition og religion, tilføjer Anja Jørgensen, der er etnolog og museumsdirektør på Frilandsmuseet.
- Helt lavpraktisk var kongen, staten, herremændene og gårdmændene heller ikke interesserede i, at folk skulle have en masse fridage, hvor de spiste og drak tæt og mødte trætte op med tømmermænd dagen efter, siger hun.
Hvis du vil brillere ved middagsbordet, skal du fortælle, at beslutningen blev truffet af Hans Bagge, der var biskop over Sjælland.
En vandrehistorie går nemlig på, at det var den kulørte livlæge Struensee, der skrottede de mange bededage.
- Det er rigtigt, at han indførte en stor helligdagsreform, som indførte flere arbejdsdage, færre helligdage og sløjfede tredje juledag og tredje påskedag. Men Store Bededag var ikke hans idé, siger Ellen Aagaard Petersen.
Og så er der hvederne.
Man kunne fristes til at tro, at de var symbol på noget særligt om bøn og bodsgang.
Men faktisk skyldes de bare, at bagerne - ligesom alle andre - var underlagt at holde butikken lukket på Store Bededag.
- Derfor skulle bagerne finde på en opskrift på brød, som også var lækkert dagen efter. Det blev så de varme hveder, som kan lunes, forklarer Ellen Aagaard Petersen.
Fænomenet hørte dog primært til i byerne og blandt det bedre borgerskab, tilføjer Anja Jørgensen.
Basiskosten var nemlig rugbrød. Og i gamle dage var hvede en dyr luksus.
- Det, vi i dag kalder "franskbrød", kaldte man dengang "hvedekage", fordi man var vant til det grove, tunge rugbrød. Samtidig var det sjældent de fattige familier forundt at gå til bageren, forklarer Anja Jørgensen.
Dengang som nu kan det dog være svært at holde fingrene fra de lune hvedeknopper, når de først kommer hjem og frister på køkkenbordet.
Derfor er det med tiden blevet tradition for mange at spise dem allerede aftenen før Store Bededag.
/ritzau fokus/
Af Cecilie Lyngberg, Ritzau Fokus