I disse uger får over 800.000 danskere deres løn forhandlet. De arbejder i staten, kommunerne og regionerne, der i år skal have ny overenskomst.

Ikke engang fagforeningerne er gået ud og har påstået, at de offentligt ansatte ansatte ikke kommer til at tabe i realløn.

En af grundene er den såkaldte reguleringsordningen, der normalt betyder, at en smule af lønfesten i det private drypper på rådhuse, plejehjem og sygehuse.

Se her, hvordan reguleringsordningen virker:

1) Når det går godt

Hvis alle ansatte i det private i snit er steget 100 kroner i løn om året

Og de ansatte i kommuner og regioner er steget 80 kroner i løn om året.

Så er forskellen 20 kroner.

Reguleringsordningen betyder, at de offentligt ansatte skal have 80 procent af forskellen mellem lønstigningen i det offentlige og det private.

Altså 80 procent af 20 kroner: 16 kroner

Efter reguleringsordningen har de offentlige altså fået 96 kroner i alt i lønstigning mod de privates 100 kroner.

Reguleringsordningen sikrer, at de offentligt ansatte ikke sakker bagud, men på den anden side heller ikke bliver lønførende.

Det er en uofficiel beslutning, at borgernes skattekroner ikke skal bruges til toplønninger og lønkonkurrence med det private.

2) Forsinkelsen

Det tager tid og er kompliceret at beregne løn for hele det private arbejdsmarked og sammenligne med det offentlige og omsætte det til lønstigninger.

Derfor er beregningerne med en vis forsinkelse.

For eksempel var den lønstigning som de ansatte i regioner og kommuner fik i 1. oktober 2009 beregnet ud fra et gennemsnit af lønudviklingen på det regionale og kommunale og det private arbejdsmarked fra maj 2007-2008, august 2007-2008, november 2007-2008 og februar 2008-2009. (!)

3) Når det går skidt

Forsinkelsen betyder, at de offentligt ansatte altså med forsinkelse fik de skønne lønstigninger fra opturen med nul arbejdsløshed og fest på det private arbejdsmarked.

Men mens pengene løb ind på kontoen hos sosu-assistenter og kontorfolk i kommunerne, så havde verden uden for rådhusene og plejehjemmene ændret sig drastisk.

De privatansatte blev ramt af arbejdsløshed og fyringer, og lønfesten stoppede med en brag.

Men på grund af forsinkelsen i reguleringsordningen tikkede pengene stadig ind på kontoerne i kommuner og regioner. Indtil der pludselig skete det, der ikke må ske.

De offentligt ansatte blev lønførende!

4) Ingen kan lide mindre i løn

Faktisk lå de offentligt ansatte så meget foran, at de 1. oktober 2009 reelt burde have haft lønsedler med 1 procent mindre i løn end måneden før.

Det kunne hverken arbejdsgivere eller fagforeninger dog leve med. De vil begge generelt gerne have glade ansatte og medlemmer. Og ingen bliver glade af at gå ned i løn.

Især ikke, når det ikke er helt nemt at forstå hvorfor, og en del af de ansatte ligefrem har strejket for at få deres lønstigning.

Så fagforeninger og arbejdsgivere lavede en aftale. De lappede lidt på problemet og aflyste nogle små lønstigninger 1. april sidste år. Og så skød de resten af gælds-problemet til næste overenskomst.

Derfor går de kommunalt ansatte denne weekend til forhandling og har fået 1,23 procent for meget udbetalt i løn.

Dem skal Kommunernes Landsforening uden diskussion have igen, inden der kan blive tale om mere i løn.