Anna Wintour fremstår iskold og beregnende. Med hendes knivskarpe blonde frisure og store solbriller også ganske utilnærmelig. Og så har filmen fra 2006, "The Devil Wears Prada" med Meryl Streep i hovedrollen som en barsk chefredaktør på et stort internationalt modeblad – baseret på netop Vogue-chefen – heller ikke ligefrem gjort hendes image muntert og jovialt. Tværtom.
"Ingen siger nej til Anna Wintour" er en sætning, som også forbindes med hendes magt i den internationale modeverden.
- Men det er noget sludder. Mange afviser mig, og nej er et godt ord, fortalte hun forleden til en journalist fra Daily Mail.
Hun blev også spurgt ind til solbrillerne, som hun evig og altid – dag som aften - bærer.
- De hjælper mig med at se, men også at blive set. På samme tid kan man heller ikke se mig rigtigt...de er en slags rekvisit, svarede hun lettere kryptisk.
Modedronningen er i London for at åbne en stor udstilling om Vogue og var på samme tid til premieren på musicalen "The Devil Wears Prada", som er baseret på filmen.
Der er også lige kommet en Netflix-dokumentar om Vogue og Anna Wintour, og på spørgsmålet om, hvornår hun havde tænkt sig at gå på pension, svarede 75-årige Anna Wintour: - Det har jeg ikke tænkt på. Jeg tænker altid på i dag og sjældent på i morgen...
Til den store Vogue-udstilling i Royal Albert Hall er Anna Wintour flankeret af den australske instruktør Baz Luhrmann og designeren Stella McCartney. Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix