De har som regel gjort det så godt, de kunne, alligevel gør de det altid forkert, mødrene. Men de kan lige så godt få skuldrene ned, for i livet som mor er det uundgåeligt at fejle. Går en kvinde til psykolog, er det usædvanligt, hvis hendes mor ikke kommer på tale. Det kan tre psykologer skrive under på. Enten har mødrene været for omklamrende, eller også har de været der for lidt.
Sanne Neergaard har i 40 år haft kvinder i psykoterapi.
– Alle ulykker starter med, at mor ikke så os. Mor spiller altid en afgørende rolle, når nogen sidder i stolen hos mig med et problem. En god mor kan sætte sig selv til side. Hun går lige bagved eller lige foran på de rigtige tidspunkter. Den omklamrende mor går altid forrest. Værst står det til med den narcissistiske mor, der altid tager udgangspunkt i sig selv. Nogle er simpelthen uegnede til at være mødre, siger Sanne Neergaard.
Småbørnsmoren om moderrollen: Man får respekt for livet
En selvcentreret mor
Fokuserer din mor på, hvor hårdt det er for hende, i stedet for på dig, hvis du fortæller, du skal skilles – så er hun selvcentreret. Det forklarer psykolog Vitha Weitemeyer, der særligt har beskæftiget sig med døtre til skadende mødre.
– Når du ringer til din mor og siger, du skal rejse et sted hen og besøge nogen, og hun siger: ”Hvornår kommer du så og besøger MIG”, så sætter hun sig selv i centrum. Det vil skade et barn at have en selvcentreret mor. Ofte vil det gå ud over selvværdet og følge med i voksenlivet, og kvinder, der har ondt i selvværdet, vil oftere gå ind i et parforhold, som ikke er godt for dem. De er dårligere til at skabe sunde relationer, siger Vitha Weitemeyer.
Hun har skrevet bogen ”Forelsket i en drøm”. Her beskriver hun, hvordan kvinder, der har en tung mor-bagage, kan lære at trives bedre i voksenlivet.
Moren til en teenager om moderrollen: Jeg føler en sorg over, hendes barndom er forbi
– Ideelt set vil moderen ofre sig i den første periode af barnets liv og sætte sig selv absolut til side. En mor er virkelig skadende, hvis hun er decideret narcissistisk og personlighedsforstyrret. Så handler det hele om hende, og barnet har ikke fået en grundfølelse af, at ”jeg er velkommen i verden”, og selvværdet bliver ikke bygget op. Den selvcentrerede mor støder ikke nødvendigvis sit barn fra sig. Hun kan lige så vel knytte sig alt for tæt til barnet og etablere en symbiose. Jeg møder kvinder i 30’erne, der føler, de skal ringe til deres mor tre gange om ugen. Jeg sætter spørgsmålstegn ved den slags relationer, siger hun.
Vitha Weitemeyer foreslår, at mødre og døtre, der har meget kontakt, prøver at skabe distance en periode og kun ringer til hinanden f.eks. en gang om måneden.
– Mødre skal ikke være veninder med deres døtre. Jeg synes, vi idealiserer meget tætte relationer mellem mødre og døtre. Det er ikke hensigtsmæssigt for hverken mor eller datter, siger Vitha Weitemeyer.
Fordi vi har boet i mor
Psykolog Sanne Neergaard slår fast, at eftersom vi er blevet til i vores mors mave, så har vi en tættere tilknytning til hende, end vi har til vores far. Psykoterapeut Anne-Marie Jensen, der har mor-datter-relationer som specialområde, er enig med hende i betragtningen om, at vi er nærmest mor. Hun påpeger også, at det for moderen har en høj pris.
– Som børn knytter vi os til vores forældre for at få kærlighed og omsorg, og mor er typisk mere til stede, mere synlig og mere omsorgsgivende. Det er også derfor, hun får mere skyld, når den voksne kvinde skal bearbejde problemer, der bunder i opvæksten. Årsagen er hovedsagelig, at mor har fyldt mere. Faderen har ikke været der lige så meget. Det betyder ikke, at han ikke dukker op i terapien. Typisk er det således, at først arbejder vi med mor – og først derefter kommer vi ofte ind på svigtet fra far, siger Anne-Marie Jensen.
Belønningen for at have været tættest på børnene er altså, at kritikken lander her. Og der vil altid være kritik, for den perfekte barndom findes ikke. Der vil altid have været noget uhensigtsmæssigt i den måde, vi har mødt vores børn på, forklarer Anne-Marie Jensen.
Vi gør, som mor gør
Fra psykologien ved vi, at vi lærer at blive voksne ved at spejle os i vores forældre.
– Vores mor viser os, hvordan vi skal være i verden. Vi gør, som hun gør, og når vi kommer galt af sted, så kigger vi op på hende og søger anvisning og råd. Hun bekræfter os i, at vi oplever verden på den rigtige måde, og hun hjælper os med at håndtere forskellige situationer hensigtsmæssigt. Vi spejler os også i vores mors måde at være kvinde på og lærer af det, siger Anne-Marie Jensen.
Da de to spejler sig i hinanden, så har de også svært ved at adskille sig fra hinanden. De fleste døtre vil løsrive sig fra deres mødre og begynde at spejle sig i andre i stedet for. I adskillelsesfasen dukker der tit konflikter op. Ofte er det forestillingerne om, hvad mor synes er rigtigt og forkert, som udløser dem.
– Datteren tror, hun ved, at det dér bryder mor sig ikke om. Arbejder hun med det, vil hun ikke sjældent finde ud af, at moren har lært sin opførsel af sin egen mor, og at hun egentlig ikke har samme holdning, som datteren forestiller sig. Vi tror, vi ved, hvad den anden synes og mener, siger Anne-Marie Jensen.
Mor blander sig for meget
Et problem mellem mor og datter er typisk, at mor blander sig for meget, f.eks. ved at ringe for meget.
– Som unge voksne skal døtrene lære at sige fra over for mors krav eller indblanding. Datteren kan komme til at føle, at moren ikke tror på, at hun kan håndtere livet uden hjælp, og datteren kan komme til at tvivle på sig selv. På den måde griber morens ageren uhensigtsmæssigt ind i den voksne datters liv. Mor prøver måske i virkeligheden at udtrykke omsorg og kærlighed, men det vil ende med en konflikt, der vokser, som årene går, hvis ikke grænserne bliver ordentligt defineret, siger Anne-Marie Jensen.
Men sådan behøver det ikke at gå. Livsforandringer kan påvirke udviklingen i mor-datter-forholdet. Moren bliver ældre og måske mere svagelig, og derfor sænkes paraderne, eller datteren bliver selv mor.
– Når den voksne datter ser sin egen mor tage sig at sit barnebarn, bliver den voksne datter opmærksom på mormors nærhed med barnebarnet, og hun ser sin mor med mildere og mere kærlige øjne. Og mormoren bliver stolt af sin datter, der nu er blevet mor, og som gør tingene på sin egen sunde måde og derved bekræfter, at alt alligevel ender godt. Det virker ofte meget helende på forholdet mellem mor og datter, siger Anne-Marie Jensen.
Mormoren om moderrollen: Vores samhørighed er større end nogensinde
Skaden kan blive til styrke
Anne-Marie Jensen ville ønske, flere vordende mødre smuttede forbi en terapeut eller en psykolog, før de fødte. Årsagen er, at mange mødre gentager ubearbejdede mønstre i relationen til deres eget barn, og på den måde bliver de ikke nær så gode mødre, som de ellers har potentiale til.
– Når vi ikke har arbejdet med os selv, så gentager vi meget let vores mødres fejl. Måske har vi lært, at børn skal være stille, og derfor kan vi ikke møde vores eget barn kærligt, når det ikke opfører sig sådan. Det er skadeligt for barnets selvværd ikke at blive set, som det er, og det kan senere skabe problemer for barnet og i relationen mellem mor og barn, siger hun.
Anne-Marie Jensen har både mødre og døtre i terapi. Nogle går sammen, men de fleste kommer alene.
– Ofte vil man ikke konfrontere den anden. Man er bange for at ende i samme suppedas som sædvanlig, når man har prøvet at tale om forholdet. Så mange starter alene eller hver for sig. De vil ikke rippe op i noget og gøre det hele meget værre, men sådan går det nu sjældent, siger Anne-Marie Jensen og tilføjer: Det handler næsten altid om – uanset om der sidder én eller to hos mig – at få skilt mor og datter ad.
Sanne Neergaard har et godt råd til mødre, hvis døtre er igennem en proces, hvor de f.eks. trækker sig eller konfronterer deres mor med fortiden.
– Mødre kan sige: ”Jeg er ked af, at jeg ikke har været god nok”. De skal lytte uden at forsvare sig, indtil de ikke kan lytte mere, så skal de sige: ”Jeg har gjort mit bedste, og nu kan jeg ikke gøre mere”, siger hun.
Mor er prygelknabe
Blandt Sanne Neergaards klienter er er der flere, der ikke har kontakt med deres børn, fordi børnene har bedt dem om at holde sig på afstand. Og de er ulykkelige over det.
– Jeg siger til mødrene, at de skal blive ved med at sende lykønskningskort til fødselsdagen, at de skal blive ved med at være der. For det meste vender børnene også tilbage. Der er nemlig ikke noget, vi ønsker os mere end at have forældre, siger Sanne Neergaard.
Vitha Weitemeyer er enig med hende:
– De fleste finder efter en pause ud af, at de godt kan have en sund relation, hvor mor og datter ikke er jævnbyrdige. Mødre skal altid være der, hvis børnene kommer, så der er forskel på spillereglerne, siger hun og understreger, at det kommer til at lyde, som om ”mor er roden til alt ondt”, og det er hun også, men hun er også kilde til alt muligt godt. Der har været en tendens til at hylde det første og glemme det sidste, mener Vitha Weitemeyer og har et bud på hvorfor:
– I dag får ældre mennesker generelt mindre respekt. Børnenes tarv og deres behov er i stedet kommet i fokus, og en ny måde at være forældre på er blevet almindelig, siger hun.
I den forbindelse husker Sanne Neergaard os på, at kvinder bliver afkrævet det umulige og skal leve på to spor.
– Det ene spor kan hun selv styre, f.eks. karriere, sport og det sociale liv, men på det andet spor, det biologiske skal hun være 100% tilgængelig. Det er her, der opstår en masse problemer mellem mødre og døtre. Man kan snildt sige, at mor er blevet prygelknabe, siger Sanne Neergaard.