De har ikke kendt hinanden længe, og det kom bag på mange, da sangerinden Avril Lavigne og Nickelback-sangeren Chad Kroeger annoncerede, at de skal giftes.
Men at det var kærlighed, var der ingen tvivl om for Chad Kroeger, da han og sangerinden arbejdede sammen på hendes femte album.
- Jeg vidste, at jeg var ved at forelske mig i hende. Det var en meget stærk følelse, og det er noget, jeg aldrig glemmer, siger han til Hello! Canada.
Avril Lavigne, der ellers kom frem som den surmulende skaterpige, der var svær at slå et smil af, fortæller, at det er Nickelback-sangerens humor, der har smeltet hende.
- Han får mig til at grine hver eneste dag. Han tager sig af mig på alle tænkelige måder, og han er meget opmærksom, siger sangerinden.
Chad Kroeger friede den 8. august, hvor han placerede en 14-karats diamantring på sangerindens finger, skriver people.com.
Det er anden gang, at Avril Lavigne tager turen ned ad kirkegulvet. Hun blev i 2009 skilt fra sin første mand, forsangeren for bandet Sum 41, Deryck Whibley.
/ritzau/