* Østersøen er forurenet med miljøgiftstofferne dioxin og dioxinlignende PCB, der blandt andet kommer fra afbrænding af affald og papirproduktion. ​
* Giftstofferne bliver ophobet i fedtvæv hos fisk og opkoncentreres gennem fødekæden. Det betyder, at der er mest dioxin i store, fede fisk som laks og sild i Østersøen.
* Langtidspåvirkning fra dioxin og lignende stoffer kan give øget risiko for kræft og påvirke forplantningsevne, immunforsvar, nervesystem og hos gravide udviklingen af fostrets kønsorganer.
* Med det dioxinindhold, der er i de store østersølaks, anbefaler Fødevarestyrelsen, at kvinder i den fødedygtige alder, gravide og ammende højst spiser cirka 125 gram østersølaks en gang om måneden.
* Alle andre kan spise østersølaks højst to gange om måneden uden sundhedsrisiko.
Kilde: Fødevarestyrelsen
/ritzau/