Derfor er Jackies dragt stadig låst inde
Den ikoniske dragt eksisterer endnu og bliver muligvis vist frem for folk om en menneskealder. (Foto: Scanpix)
Den lyserøde spadseredragt, som førstedamen bar da hendes mand blev skudt, holdes bag lås og slå indtil 2103

Det er præcis 56 år siden, at USA’s daværende præsident, John F. Kennedy, mistede livet i armene på sin hustru Jaqueline ”Jackie” Kennedy, da han blev skudt i en åben vogn.

Parret var på besøg i Dallas i Texas og førstedamen bar en lyserød spadseredragt, der siden hen er gået hen og blevet en af de mest ikoniske dragter i historien. Ikke mindst fordi den sørgende enke nægtede at tage dragten af, selvom den var plettet med hendes mands blod.

Nægtede at skifte

Hun bar således dragten fra mordet fandt sted klokken 12.30 lige til næste formiddag. Selv mens vicepræsidenten Lyndon B. Johnson blev taget i ed på Air Force One et par timer efter dødsfaldet.

– Lad folk se, hvad de har gjort, skulle Jackie have sagt, da hun nægtede at skifte den blodige dragt ud. Det skriver det amerikanske magasin People.

Ved Johnsons indsættelse ombord på Air Force One bar Jackie stadig den blodplettede dragt. Scanpix

Den ikoniske dragt findes endnu. Den bliver opbevaret i en specieldesignet syrefri kasse med både temperatur og fugtighedssikring.

Og selvom man måske kunne tro, at det er af efterforskningsmæssige årsager eller muligheden for at sikre andre spor i fremtiden, at dragten stadig gemmes, skal årsagen findes et helt andet sted.

Beskyttes af familien

Den ikoniske kjole opbevares langt væk fra offentlighedens nysgerrige blikke på Nationalarkivet i Maryland. Der har den været siden 2003, hvor parrets datter Caroline donerede den, under forudsætning af, at den ikke blev vist frem i de første 100 år. Det vil altså sige i år 2103.

Det er dog ikke sikkert, at dragten nogensinde bliver vist frem. Det bliver nemlig op til efterkommerne af Kennedy familien at bestemme, når den tid kommer.

Jackie Kennedy døde i 1994 af kræft. Hun blev bare 64 år gammel.

via Listen To News