Friskpresset juice smager skønt, og der er en tilfredsstillelse i drikke et velsmagende glas juice, når man har set hvilke frugter og grøntsager, man har putter i juicemaskinen.
Men hvor sundt er det egentlig at indtage sine frugter og grøntsager i flydende form frem for i fast form? Det har vi spurgt SØNDAGs diætist Anne W. Ravn om.
Disse 5 madvarer er gode at spise, hvis du vil tabe dig lidt på maven. Læs mere på søndag.dk
- Grøntsagssaft er sundt, men endnu meget mere sundt er det at spise grøntsagerne og derved få både kostfibre og desuden det optimale udbytte af vitaminer og mineraler, siger hun og tilføjer at hun har læst flere undersøgelser der påpeger, at der sker en uønsket oxidation af juicen.
- Det vil sige, at den mister blandt andet en stor mængde gode C-vitaminer, siger hun og tilføjer:
- En såkaldt slowpresser skulle være mere nænsom og levne en større mængde vitaminer intakte, ligesom der kommer lidt mere pulp (fibre) med i saften i forhold til traditionelle saftpressere. Jeg tror ikke, at nogen saft kan konkurrere med råkost og letdampede grøntsager med sundhedsfremmende, intakte kostfibre, siger Anne W. Ravn.
Sådan får du nemt mere frugt og grønt ind i kosten. Læs mere på søndag.dk
Det mætter at tygge sine frugter og grøntsager
En anden grund til at vælge frugt og grøntsager i deres faste form handler om hvor meget de mætter.
- Desuden mætter saft ikke nær så meget, som når vi gumler, så alt andet lige vil vi nemt kunne drikke os til flere kalorier, end kroppen kan nå at omsætte på en gang, især hvis der også er frugt med i saften. Og så er det også tvivlsomt, om kroppen kan nå at udnytte den fulde mængde af alle de gode næringsstoffer, som så at sige bliver skyllet ned gennem systemet, siger hun.
Der er dog visse undtagelser siger Anne W. Ravn.
- Men er man syg, har dårlig tandstatus eller på anden vis svært ved at spise grøntsager (nok), kan saft være et alternativ. Og når der en dag designes en maskine, som er nem at rengøre, og som medtager en god del kostfibre, så vil jeg overveje at indvilge i at sige, at grøntsagssaft kan være på sin plads selv i et overflodssamfund. For rødbede, hvidkål, æble og lidt ingefær smager himmelsk, siger hun
Af SØNDAGs sundhedspanel, SØNDAG, Aller Media