»Det ser sort ud.« Mette Sjøberg havde efter nederlaget til Sverige svært ved at se, hvorledes Danmark nu skal finde vej til semifinalen.
»Det var et farvel til semifinalepladsen. Det tror jeg 100 procent. Vi skal nappe de russere, og så selvfølgelig slå Kroatien og samtidig håbe på, Frankrig taber deres kampe. Vi må jo bare håbe, vi kan rejse os efter denne kamp. Men det ser lidt sort ud lige nu,« sagde Mette Sjøberg efter kampen til TV 2 Sporten.
Hvad der gik galt mod Sverige, kan hun dog ikke rigtig svare på:
»Det ved jeg ikke. Vi var lidt i vores egen osteklokke i dag. Der var ikke den der gejst og vilje, der har været i de andre kampe. Det er ikke godt nok.«