Der kommer flere ældre, men færre unge til at tage sig af dem.
Og hvis ikke de strejkende social- og sundhedsansatte får højere løn, vil det blive umuligt at få flere til at arbejde i ældreplejen.
Sådan lyder advarslen fra FOA, der henviser til en fremskrivning, der viser, at der i 2016 vil mangle 19.100 personer til især at tage sig af de ældre.
- Der bliver mindre personale til at tage sig af flere mennesker. Det må ændres, siger Steen Parker Sørensen, der er forhandlingschef hos FOA.
- Det er i forvejen svært at rekruttere personale til de her jobs, og lønnen er alt andet lige en motivationsfaktor, forklarer han.
Ved årsskiftet manglede der 2.000 personer i ældreplejen i landets kommuner, og hver tredje ansatte er over 50 år.
Problem med image
Men ifølge Sundheds- og Omsorgsdirektør i Århus Kommune, Hosea Dutschke, skyldes manglen på personale, at ældreplejen kæmper med et imageproblem.
- De gamle er vilde med den danske ældrepleje. De ansatte er hamrende glade for deres arbejde. Det viser alle undersøgelser. Alligevel snakker fagforeningerne, politikerne og pressen som om, at alt i ældreplejen er helt ad helvede til. Det er da et imageproblem der vil noget, siger han.
For at ændre det image skal regeringen sammen med kommunerne stå i spidsen for en brandingkampagne, mener Hosea Dutschke, og det offentlige skal have nye lønformer, som giver belønninger for initiativ og en ekstra indsats.
- Image handler om, at man har et job, hvor man hver dag kommer hjem og siger: Yes, jeg gjorde en forskel. Jeg har gode kollegaer og chefer og udvikler min faglighed hver eneste dag. Fortæller vi den historie ved de danske middagsborde, højner vi vores image.