Hvis du plejer at give dit barn risdrik, så skal du stoppe med det.
Der er nemlig fundet små mængder af arsenik i risdrik, der også kaldes rismælk, og derfor fraråder Fødevarestyrelsen nu, at børn under tre år drikker det.
Flere undersøgelser har gennem det seneste års tid vist, at der er spor af arsenik i risdrik.
Man dør ikke af at drikke rismælken, men mængderne betyder, at især små børn, der vejer mindre end 10 kg skal undgå risdrik som mælkeerstatning, da deres daglige indtagelse af arsenik kan nå op på det niveau, som ikke bør overskrides, oplyser Fødevarestyrelsen.
Der har ikke været nogen umiddelbar sundhedsrisiko for de børn, der har drukket risdrik, men ud fra et forsigtighedsprincip fraråder Fødevarestyrelsen de små poder at drikke mælken.
Ifølge en anden styrelsen, nemlig Sundhedsstyrelsen, bør man i forvejen ikke give børn under tre år rismælk som erstatning for almindelige mælk. Risdrik, sojadrik og havredrik har nemlig intet med mælk at gøre, fordi det indeholder meget lidt protein og ikke har noget naturligt indhold af vitaminer og mineraler.