En sort Ford Focus med registreringsnummeret VT 45 174 efterlyses nu af politet i Syd- og Sønderjylland.
Bilens fører, en 40-årig mand med kort rødblond hår, har i dag hentet sin datter og søn i deres skole i deprimeret tilstand.
Det er familien, der har henvendt sig til politiet, efter at faren har hentet sine børn.
"Han har hentet sin pige på otte og sin dreng på 11 uden nogen som helst dramatik på skolen. Men han er tilsyneladende deprimeret, så vi vil gerne sikre os, at han og børnene har det godt. Vi ved endnu ikke, hvorfor de blev hentet fra skole," fortæller kommunikationschef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hun afkræfter rygter om, at faren skulle have efterladt et afskedsbrev med trusler om at tage livet af sig selv og de to børn.
Manden er ca. 170 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har kort blond og rødligt hår. Han er iført en rødlig kortærmet skjorte eller T-shirt.
De to børn bor hos deres mor, der er skilt fra faren. Politiet opfordrer vidner til at tage kontakt på 114, hvis man har set faren og de to børn.