Den franske filmskuespiller Gérard Dépardieu har ved et møde i feriebyen Sotji fået tildelt russisk pas af Ruslands præsident, Vladimir Putin. Det siger præsidentens talsmand.
Den 64-årige skuespiller fik tidligere på ugen russisk statsborgerskab, som han havde ansøgt om for at undgå en ny millionærskat i sit hjemland, Frankrig.
Frankrigs præsident, François Hollande, vil have Frankrigs rigeste til at betale op mod 75 procent i skat, mens der i Rusland er en noget lavere skat på 13 procent for alle.
Hvis Depardieu fremover tilbringer mindst halvdelen af året i Rusland, slipper han med de 13 procent, men det stiger ifølge russiske skatteregler til 30 procent, hvis han tilbringer mere end halvdelen af året uden for landet.
Putins meddelelse om, at Depardieu nu er russisk statsborger, samt skuespillerens efterfølgende kommentarer om, at han elsker Putin, og at Rusland er et "storslået demokrati" - har vakt latter blandt mange russere.
- Han er imponeret af vores demokrati, han er da gået helt fra forstanden, skriver en russisk Facebook-bruger.
Flere udenlandske medier nævner endvidere, at Depardieu var en af de internationale stjerner, der i oktober var i Tjetjeniens hovedstad, Grosnij, for at fejre den russiskstøttede tjetjenske leder Ramzan Kadyrovs fødselsdag.
På en videooptagelse fra festen ses Depardieu, som fra scenen siger "Æret være Grosnij, æret være Tjetjenien, æret være Kadyrov!" på gebrokkent russisk.
Kadyrov er blevet beskyldt for at stå i spidsen for et brutalt regime, som blandt andet har torteret systemkritikere og dræbt politiske modstandere.
/ritzau/AFP