Skuespilleren Dennis Quaid og hans kone Kimberly har indgået et forlig med Cedars-Sinai Medical Center, der ved en fejltagelse kom til at give parrets nyfødte tvillinger en overdosis blodfortyndende medicin.
Forliget er et resultat af intensive forhandlinger mellem parterne og deres respektive juridiske repræsentanter og betyder altså, at hospitalet må punge ud med 750.000 dollars i erstatning.
Uheldet med medicinen skete to uger efter tvillingernes fødsel og betød, at babyerne måtte kæmpe for deres liv i flere dage efter. De kom sig dog begge to og er nu sunde og raske, skriver people.com.
Dennis Quaid er blandt andet kendt fra filmene 'The Day After Tomorrow' og 'Dragonheart'.