Det ærgrer Dennis Knudsen, at udsigterne til igen at sidde bag rattet på en bil i sidste uge blev endnu længere ude i fremtiden, da Retten i Næstved afsagde dom i en sag tilbage fra 2022, og frakendte ham retten til at køre bil i seks måneder.
Men mens Dennis Knudsen i sidste uge meddelte, at han lige ville vende den med sin advokat, før han besluttede sig for om han ville anke sagen, er han nu kommet frem til at kaste håndklædet i ringen og tage sin straf.
det betyder, at han må vente til slutningen af februar, før han kan generhverve sit kørekort.
- Jeg er røvtræt af det, og nu skal det næste halve år bare overstås, siger Dennis Knudsen til HER og NU.
I samme artikel skyder både han og hans forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, med skarpt mod anklagemyndigheden.
De er begge uforstående overfor, at den nye sag - som i virkeligheden er meget ældre, end den sag, som blev afgjort i december i Aarhus, ikke blev behandlet i samme ombæring.
Dengang var anklageskriftet langt længere og omhandlede den meget omtalte nedsmeltning, som Dennis Knudsen fik sidste sommer ved Molslinjens færgeleje i Aarhus.
Her nåede dommeren frem til, at Dennis Knudsen udover at få sin bil beslaglagt også skulle miste sit kørekort i et halv år. Det halve år er gået til august, men med den nye dom, må Dennis Knudsen altså tage sin ladcykel rundt lidt længere.