Formanden for FOA, Dennis Kristensen, har lørdag eftermiddag yderst overraskende lagt resultatet af overenskomstforhandlingerne mellem KL og KTO på sin Facebook, hvor godt 2.000 af hans venner kan læse med.
Dermed bryder FOA-bossen med alle traditioner. Normalt går forhandlingsparter ud ved en samlet præsentation foran pressen.
Af Kristensens læk fremgår det, at de cirka 540.000 kommunalt ansatte kan se frem til generelle lønstigninger på 2,55 procent i 2012.
Dermed ser det ud til, at sygeplejersker og lærere slipper lettere igennem overenskomstforhandlingerne end de statsansatte, der i sidste uge måtte finde sig i en historik lønnedgang.
Dennis Kristensen vurderer på Facebook over for sine venner, at forhandlingsresultatet er acceptabelt.
"Det er i hvert tilfælde et kriseforlig med meget begrænsede forbedringer. At der ikke bliver lønstigninger i det første overenskomstår til at dække prisstigningerne er i sagens natur en katastrofe. Til gengæld er der med prognoserne for de kommende års prisstigninger udsigt til, at de generelle lønstigninger til alle vil kunne matche prisstigningerne i det andet overenskomstår. Dertil kommer så de beskedne lønstigninger, som vil ligge i forhandlingerne om de enkelte overenskomster," skriver Dennis Kristensen på sin Facebook-side.