Efter 13 timers tænkepause mødes fagforbundene og regionerne klokken 14 til endnu en omgang overenskomstforhandlinger, men det er med begrænset optimisme og udsigt til forligsinstitutionen, at FOA's formand. Dennis Kristensen tropper op til forhandlingerne.
"Da vi gik fra hinanden i nat, var sandsynligheden for, at vi kommer til at fortsætte måske ikke så pokkers stor, men man skal jo være optimist, så vi prøver igen her klokken 14," siger Dennis Kristensen.
Den helt store knast i forhandlingstræet er spørgsmålet om en reguleringsordning, der betyder, at regionalt ansatte stiger i løn i takt med ansatte i det private erhvervsliv. Og det spørgsmål skal der være enighed om i dag, hvis ikke hele balladen skal ende hos forligsmanden, mener Dennis Kristensen.
"Jeg kan næsten kun se to muligheder. Den ene er, at vi bliver enige om en regulering i forhold til privatansatte, som begge parter kan være tilfredse med, eller også kan vi ikke gennemføre videre overenskomstforhandlinger," siger Dennis Kristensen.
Der er stadig masser af andre småsten, der skal sparkes af stien, for at nå frem til en overenskomstaftale, men det giver overhovedet ikke mening at forsøge på det, hvis ikke problemet om lønreguleringen er løst, mener Dennis Kristensen, der kalder spørgsmålet "fundamentalt".