<< Læs forrige side / Læs næste side >>
Det er udenoms-temperaturen. Lige så entydig er den indre temperatur, når man spørger Dennis Kristensen selv - eller blandt hans nærmeste venner og allierede:
Dennis er ligeglad.
Kun loyal overfor FOA
"Illoyal? Jeg har aldrig hørt ordet nævnt. Jeg er loyal overfor det, jeg har været med til at beslutte. Men jeg føler ikke loyalitet overfor beslutninger, som FOA ikke har været med til.”
Så er banen ligesom kridtet op.
Han er fagbevægelsens medie-darling. Journalisterne elsker ham og – i denne snævre kreds – han er heller ikke helt uglad for journalister.
Solo på fælles beslutninger
Han er hurtig i hovedet, trækker solo på fælles beslutninger og er ikke et sekund bleg for at skifte mening, hvis det er det, der er brug for.
Da LO tabte pensionssagen til Tine Aurvig-Huggenberger, sagde Dennis Kristensen først, at der ikke var grundlag for at anke sagen.
Da LO få senere besluttede netop at anke sagen, forsvarede han det med næb og klør. Den første beslutning var med hjernen, den anden var med hjertet.
En træmand
Han er kedelig – som en god ven siger ”meget, meget, meget kedelig” – når det drejer sig om kammeratligt samvær. Det kan han ikke finde ud af, han går væk, han drikker cola, når de andre drikker vin, og han har ikke skyggen af talent for at netværke ud på de små timer i baren efter en konference.
Han er familiemenneske. Børn og børnebørn står forrest. Når hustruen, Dorte, ringer, får han en helt anden og meget blødere stemme på.
Alligevel er han ikke den, der skynder sig hjem. Han er den sidste, der sidder på kontoret om aftenen – han har hang til nordiske krimier, han har flyskræk og så er han fuldt og helt sportsanalfabet.
Sundt med socialdemokrater
Og så har han, med sine egne ord, altid været i mindretal i sin faglige karriere. Han var kommunist i det socialdemokratisk dominerede kommunalarbejderforbund - nu er han partiløs i den socialdemokratisk dominerede LO-top.
”Det var sundt at der var mange socialdemokrater hos kommunalarbejderne. I BUPL og hos PMF var der en overvægt af kommunister og det var en uskønt syn,” siger Dennis Kristensen.
Han blev en "sag"
Han startede som portør på Herlev Sygehus, blev tillidsmand og blev fyret. I 80’ernes faglige miljø, hvor kommunisterne sad på Tillidsmandsringen og hvor venstrefløjen drømte om et arbejderflertal, var det en faglig sag, der havde det hele.
Og hele apparatet blev sat i sving – men manden i midten kunne ikke lide det, siger flere gamle venner fra dengang:
<< Læs forrige side / Læs næste side >>