Hvis du har det ene øje begravet i hovedpuden, når du ligger på siden og lader dagens dont forvandles til ro og en god nats søvn, kan det være en dum idé at se på din smartphone imens.
Du kan nemlig blive ramt af forbipasserende blindhed.
Det er konklusionen på to britiske kvinders pludselige blindhed, skriver Associated Press ifølge BT.
I tidsskriftet "New England Journal of Medicine" beskrives, hvad der hændte for to kvinder på henholdsvis 22 år og 40 år. De var begge i flere måneder plaget af pludselig blindhed, som varede op til 15 minutter, før de fik synet igen fuldtud.
Men det var først, da de kom under Gordon Plant fra Moorfield's Eye Hospital i Londons lup, at mysteriet blev opklaret.
Svaret var, at de begge kikkede på telefonen med kun det ene øje. De lå nemlig på siden i sengen, og derfor var det andet øje begravet i hovedpuden. Dermed så det ene øje ind i en kraftigt oplyst skærm, mens det andet øje altså var i total mørke.
- Det tager mange minutter at indhente det andet øje, som er vænnet til mørket, forklarer Gordon Plant til Associated Press.
Sådan gør du
Vil du undgå fænomenet skal du ganske simpelt bruge begge øjne, når du tjekker din smartphone i mørket.
Mange smartphones har en funktion, hvor de automatisk skruer ned for lyset, når omgivelserne er mørke, så forskellen mellem skærmen og omgivelserne lysmæssigt er så lille som mulig.
De nyeste smartphones - blandt andet de nyeste iPhones - har desuden et særligt filter, som man selv kan slå til. Det fjerner det blå skær i lyset, som udløser stoffer i kroppen, der gør os vågne. Mere dæmpede farver betyder, at det er lettere at falde i søvn bagefter.