Det er en god idé at tage et ekstra kig på glasset, før du smører din næste sandwich eller dypper din pommes frites i hvidløgsmayonnaisen aioli af mærket Svansøe.
Firmaet bag, Scandic Food A/S, har mandag tilbagekaldt samtlige glas efter fund af skimmel, som gør aiolien uegnet som menneskeføde.
De pågældende glas aioli er solgt i Rema 1000 butikker landet over.
Du skal kigge efter om din aioli hedder Svansøe Økologisk Aioli og har ”bedst før”-dato den 19/12/2021.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det, skriver fødevarestyrelsen mandag i en pressemeddelelse.