Nordjylland er den landsdel, der har oplevet det største fald i konkurser det seneste år. Samtidig er antallet af nyregistrerede virksomheder steget med 2 procent, viser tal fra Erhvervsstyrelsen.
Ifølge DR Nordjylland er 335 nordjyske virksomheder det seneste år gået konkurs - det er 46 færre end året før. Sideløbende er sket en stigning i antallet af nye virksomheder på 2,1 procent.
- Der har måske været et opsparet behov, så flere vil realisere deres drømme om at blive selvstændig. Beskæftigelsen og omsætningen stiger i hele regionen, og vi klarer os simpelthen en lille smule bedre, siger Hans Peter Wolsing, der er rådgiver i Væksthus Nordjylland til DR Nordjylland.
På landsplan var der sidste år et fald i konkurser på 12,3 procent. I Nordjylland var tallet 22,6 procent.