Lange dage bag rattet i bussen. Hårdt arbejde på byggepladsen. Eller belastende arbejdsstillinger i rengøringsjobbet.
3F'erne får ondt i kroppen af at passe deres arbejde, og smerter er for mange en fast del af hverdagen.
Det dokumenterer en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Fagbladet 3F. Syv ud af ti - 71 procent - svarer, at de indenfor den seneste måned er mødt på arbejde med smerter, der stammer fra jobbet. For 37 procent gælder det, at det sker hver eneste dag.
- Jeg synes, det er mange. Det ligger højt i forhold til andre faggrupper, siger professor Karen Søgaard fra Syddansk Universitet.
Karen Søgaad forsker i smerter, som stammer fra jobbet. Hun siger, at mange danskere generelt får smerter på grund af deres job. Men 3F'erne arbejder ifølge professoren i brancher, som er særligt hårdt ramt.
Tallene ryster også Ulla Sørensen, arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F.
- Det er ikke rimeligt, at det medfører smerter at passe ens arbejde. Derfor bør man tage forebyggelse af smerter med i arbejdet med APV'en, så man kan finde nogle løsninger på den enkelte arbejdsplads.