Da Pernille Blume slog hænderne i bassinkanten og opdagede, at hun lige havde vundet OL-guld i 50 meter fri, jublede hun. Så græd hun lidt. Og så jublede hun igen. Og tre kvarter senere var hun med til at vinde bronze i holdkappen.
At hun også bagefter havde svært ved at finde ud af, hvilket ben hun skulle stå på, er til at forstå.
Danmarks ukendte svømmestjerne endte som den store helt. Hun kan de kommende dage spankulere rundt i Rio de Janeiro med en guld- og en bronzemedalje om halsen. For evigt indskrevet i dansk idrætshistorie.
- Det er uvirkeligt, sagde hun igen og igen.
Hun vidste, at hun havde indtaget en rolle, der slet ikke var tiltænkt hende. Det var jo Rikke Møller Pedersen eller Mie Ø. Nielsen, der skulle have brilleret i de individuelle konkurrencer. Måske Jeanette Ottesen eller Lotte Friis. Ikke den ukendte Blume.
- Jeg har været en svømmer, som folk ikke lægger så meget mærke til, og som der ikke er de samme forventninger til.
- Der har aldrig været forventninger om, at jeg skulle hive en individuel medalje hjem, og så vinder jeg en guldmedalje, sagde hun og understregede sin egen forbavselse med et lille hvin.
For det var ikke bare svømmefans og medier, der stort set havde afskrevet 22-årige Blume i det skrappeste internationale selskab. Det havde hun også selv.
- Jeg havde givet mig selv det stempel, at jeg ikke svømmer godt i de store stævner. Så denne gang havde jeg lovet min træner, at det vigtigste var, at jeg gik ind og havde det sjovt. Så var alt andet andenprioritet, forklarede hun.
Hun havde svømmet hurtigste tid i både indledende heat og semifinale. Folk spærrede øjnene op. Kan hun? Kan hun virkelig?
Det kunne hun. Ikke mindst fordi, der er sket noget inde i hende de sidste 48 timer. Pludselig reagerede hun anderledes, da hele verdens øjne hvilede på hende.
- Da jeg gik ud til finalen, var det, som om min nervøsitet forsvandt fuldstændig. Jeg var så glad. Det overraskede mig, for jeg er normalt ved at besvime af nervøsitet. I dag sugede jeg det hele ind og var bare mig, når jeg er bedst.
- Inden løbet kiggede jeg på de andre. Jeg tror, de var nervøse. Det er normalt. Jeg sad til gengæld bare og smilede som et lille barn og var vildt irriterende. Et eller andet sted smittede det nok også af på dem.
Og så grinede hun lidt, og så græd hun igen med de to medaljer dinglende om halsen.
- Lige nu er jeg bare glad for, at der ikke er flere løb ved OL. For nu er jeg virkelig træt, sagde hun, da hendes sportslivs hidtil største aften var ved at være forbi.
/ritzau/