I maj 2010 bliver 13 rockere varetægtsfængslet på baggrund af sigtelser for drabsforsøg i København. Efterfølgende fængsles yderligere tre.
Det kommer senere frem, at en frafalden rocker, MFP, har valgt at samarbejde med politiet og har angivet sine kammerater.
MFP idømmes i juni 2010 12 års fængsel af Københavns Byret for at have medvirket til fem drabsforsøg. Dommen stadfæstes senere af Højesteret, som fastslår, at MFP havde stået til livstid, hvis ikke det havde været for samarbejdet med politiet.
I september 2011 bliver 15 af de 16 rockere idømt sammenlagt 135 års fængsel i sagen. Alle anker til landsretten.
12. november 2012 afsiger Østre Landsret kendelse i sagen. To frifindes fuldstændigt, mens den kendte rocker Brian Sandberg frifindes for de alvorligste anklager. Han står dermed højst til to års fængsel og bliver løsladt af retten, da han har siddet fængslet i halvandet år.
/ritzau/