Blomster der spirer i vintermånederne og varmegrader, der varsler forår flere uger før tid. Effekten af den globale opvarmning ses allerede. Og vil vi forhindre, at temperaturstigningerne i fremtiden kommer til at koste millioner af menneskeliv, skal der handles mens der stadig er tid.
Sådan lyder advarslerne i en rapport fra et hold klimaeksperter, der er tilknyttet FN. I denne uge mødes de med forskere og delegerede fra i alt 124 lande i Bryssel for at diskutere, hvordan de galoperende temperaturstigninger påvirker planeten, og hvad vi kan gøre for at forhindre de katastrofer, det fører med sig.
Det er især den stigende vandstand, der bekymrer forskerne. Varmen får gletchere og indlandsis til at smelte og havene til at stige. Eksperterne frygter, at oversvømmelser vil få saltvand til at sive ned i drikkevandet. Desuden vil de høje temperaturer få vand-reserverne til at fordampe hurtigere. Begge dele skaber mangel på drikkevand. Allerede i år 2020 vil mellem 400 millioner og 1,7 milliarder mennesker - ud over de, der allerede er i farezonen i dag - komme til at mangle drikkevand, vurderer eksperterne.
Desuden truer kraftige storme og voldsomme oversvømmelser, som mange steder er blevet mere voldsommere de senere år, mener forskerne. Men worst-case scenariet kan stadig bremses, siger James J. McCarthy, der forsker i hav og vandstand ved Harvard University:
- Det er noget, som mange af os mener, ikke behøver blive fremtiden. Mange af disse katastrofer kan forhindres, siger han.
Det skal blandt andet ske ved, at verdens lande skærer ned på udslippet af CO2.