Lynhurtige hænder, en ekstrem fightervilje, snuhed, politisk slagkraft og en overlegen evne til at promovere selv sig. Muhammad Ali havde det hele.
Han "svævede som en sommerfugl, stak om en bi" og kaldte sig "The Greatest" - og det er sådan, han vil blive husket.
Tidlig lørdag morgen dansk tid døde den største champ, boksesporten og måske hele sportsverdenen nogensinde har haft.
Historien om legenden starter med et cykeltyveri.
Muhammad Ali blev født 17. januar 1942 i Louisville, Kentucky, under navnet Cassius Marcellus Clay. Som 12-årig fik den unge Cassius stjålet sin cykel. Han gik til politiet, anmeldte ugerningen og fortalte, han ville tæve tyven, når han fandt ham.
Politimanden, som i øvrigt var boksetræner, sagde, at den lille purk i så fald nok hellere måtte lære at bokse først.
Dét gjorde Cassius Clay - og blot seks år senere vandt han OL-guld i Rom i letsværvægt. OL-guldmedaljen smed han i Ohio-floden, efter at han blev udsat for racisme i en restaurant "kun for hvide".
Med OL-guldet vundet, gik han over som professionel, og på fire år blev han verdensmester.
Optakten til kampen mod den forsvarende mester, Sonny Liston, i 1964, står stadig som en lektion i psykologisk krigsførelse, og 22-årige Clay vandt VM-bæltet, efter at han som den første bokser i 45 år havde tvunget mesteren til at opgive siddende på en stol i ringhjørnet.
Efter sejren konverterede Clay til islam, blev en del af Nation of Islam og tog navnet Muhammad Ali.
I forbindelse med returopgøret et år senere måtte Sonny Liston igen lægge ører til Alis psykologiske trick. Hans digte, hans "trash talk", hans øgenavne.
Liston, som denne gang tabte - nogle vil sige smed sig - i 1. omgang, var for Ali altid "Den store, grimme bjørn". Den letfodede retrætebokser Floyd Patterson døbte han "Kaninen", kompakte Joe Frazier blev "Gorillaen" og den mekaniske og ekstremt hårdtslående George Foreman hed "Mumien".
Om Joe Frazier sagde Ali engang, at "han er så grim, at han burde donere sit ansigt til en forening for beskyttelse af vilde dyr", og George Foreman fik følgende skudsmål:
"Jeg har set George Foreman skyggebokse - og skyggen vandt".
Muhammad Ali yndede også at forudsige i hvilken omgang, hans modstander ville falde omkuld.
Alt kørte på skinner for den unge Ali, indtil han i 1967 som 25-årig nægtede at aftjene sin værnepligt i Vietnam, for som han sagde, havde han intet udestående med Vietcong - "for ingen Vietcong har kaldt mig nigger".
Sagen kostede ham tre år væk fra bokseringen. De potentielt bedste i karrieren.
Efter den lange pause tabte han i 1971 til Joe Frazier over 15 legendariske omgange og til Ken Norton, som brækkede hans kæbe i kampen i 1973, og de færreste troede, han ville have en jordisk chance mod den frygtindgydende George Foreman i den berømte "Rumble in the Jungle" i 1974.
Foreman havde brutalt jævnet både Norton og Frazier med jorden inden for to omgange.
Men i Zaire overraskede Ali stort med sin "rope-a-dope"-taktik, slog den udmattede Foreman ud i ottende omgang og genvandt VM-titlen i sværvægt i en alder af 32 år.
Det var før den kamp, at Ali fremsagde et af sine mest berømte optaktsdigte:
- Op til denne kamp har jeg wrestlet mod alligatorer. Jeg været i slagsmål med en hval. Jeg har lagt lyn i håndjern og smidt torden i fængsel. I ved, jeg er slem.
- Her i sidste uge dræbte jeg en klippe, sårede en sten og sendte en mursten på hospitalet. Jeg er så ond, at jeg gør medicin syg.
Muhammad Ali tog en slumrende sport til astronomiske højder, fik pressen til at opføre sig som bissende kvæg og pengemændene til at skrive hidtil uset mange nuller på lønchecken.
Den danske promotor Mogens Palle mindes, at det var Alis fortjeneste, at der kom så mange penge ind i boksesporten, og selv mange år efter afslutningen på sin karriere kunne Ali i 2006 sælge 80 procent af rettighederne til sit navn, fotos og merchandiseprodukter for 50 millioner dollar (dengang 310 millioner danske kroner).
Da Muhammad Ali i 1975 for tredje gang mødte Joe Frazier i en ny, voldsomt brutal kamp - "The Thrilla in Manilla" - vandt han efter 14 omgange og erkendte bagefter, at han aldrig havde været så tæt på døden før. I 1976 fik han også revanche for nederlaget til Ken Norton.
Så da DC Comics i 1978 udgav tegneserien "Superman vs. Muhammad Ali" - hvor Ali banker Superman - kunne eventyret have fået et perfekt punktum.
Men Ali stoppede ikke. Han fortsatte karrieren et par år for længe. Først i 1981 boksede han som 39-årig sin sidste kamp. Modstanderen var Trevor Berbick.
- Jeg var langsom. Jeg følte mig svag. De ting, jeg ville gøre, kunne jeg ikke. Jeg tror, jeg er færdig, sagde han efter nederlaget.
Rekordlisten sluttede på 56 sejre (heraf 37 på knockout) og fem nederlag.
Tre år senere blev han diagnosticeret med parkinsons.
I 32 år kæmpede han mod sygdommen, og mindet om en rystende Alis ufattelige mod, da han skulle tænde den olympiske flamme i Atlanta vil for altid stå stærkt.
Muhammad Ali blev torsdag indlagt på et sygehus i Phoenix med vejrtrækningsproblemer, og tidligt lørdag dansk tid døde han.
"Den Største" blev 74 år.
/ritzau/