Efter planen skulle Amira Smajic i morgen, onsdag, have taget plads i Retten i Odense i en sag om blandt andet bedrageri.
Men sagen er blevet udskudt, hovedpersonen er syg, skriver B.T.
Anklagemyndigheden har modtaget en lægeerklæring fra Amira Smajic, der altså er for syg til at møde op.
Hun blev kendt over hele landet, da hun som muldvarp i ”Den sorte vane” var med til at afdække lyssky forhold, der blandt andet involverede erhvervsfolk og rockere.
Men Amira Smajic kæmper også sine egne kampe. I den aktuelle sag er hun tiltalt for ti forhold om bedrageri, dokumentfalsk og tyveri. I nogle tilfælde for adskillige hundredtusinder kroner. Hun nægter sig skyldig.
Tidligere på året blev Smajic idømt tre måneders fængsel i en anden sag, den dom ankede hun til Vestre Landsret.