Det er mig ubegribeligt, at det har skabt stor opmærksomhed og endda også kritik, at Kronprins Frederik har sagt sin mening om at få OL til København. Kronprinsen stiller altså op til den Internationale Olympiske Komite (IOC) og er dermed pinedød forpligtet til at sige sin mening om det for IOC meget centrale emne, OL. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har givet sin velsignelse til kronprinsens IOC-kandidatur. Så hvis nogen er utilfreds med, at kronprinsen nu blander sig i den olympiske debat, må de gå til statsministeren. Det er hans ansvar. Derfor giver det ingen mening, når Enhedslistens Frank Aaen kritiserer kronprinsens udtalelser. Kronprins Frederik sagde »A«, da han valgte at stille op til IOC, og nu siger han »B«, når han siger sin ærlige mening om et emne, man umuligt kan komme uden om som IOC-medlem. Hvis Aaen vil brokke sig over det, må han gå til regeringen.
Og regeringen burde støtte op om kronprinsen. Han spurgte pænt om lov, inden han offentliggjorde sit IOC-kandidatur. Regering gav grønt lys og lagde dermed ryg til den kontroversielle beslutning. Men hvor er regeringen nu? Statsministeren eller en anden ledende skikkelse burde med høj og klar røst sige, at kronprinsens OL-udtalelser er helt i overensstemmelse med den aftale, der er lavet mellem kronprinsen og regeringen vedrørende kronprinsens IOC-kandidatur. I stedet leger regeringen skjul. Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra statsministeren, fungerende finansminister Claus Hjort Frederiksen og politisk ordfører i Venstre Troels Lund Poulsen. Med ét er kronprinsens politiske støtte væk, og han står alene midt i den politiske blæst, hans udtalelser har skabt. Det kan regeringen ikke være bekendt.
Og hvorfor skaber Kronprins Frederiks udsagn om, at han gerne ser OL i København, overhovedet så stor opmærksomhed? Da kronprinsen bekendtgjorde sit IOC-kandidatur for den samlede danske sportspresse, udtalte han sig også positivt om planerne om et OL i København. Eneste kritik dengang var, at kronprinsen måtte holde sig fra mere politiske emner, som eksempelvis menneskerettigheder i Kina. Forklaringen på, at lignende udtalelser nu vækker opmærksomhed, er, at finansminister Thor Pedersen (V) i mellemtiden har udtalt sig kritisk om de københavnske OL-planer, og derfor kan kronprinsens støtte til projektet nu ses som en kritik af finansministeren. Regeringen burde have forudset, at noget sådan kunne ske. Derfor er det dybt uretfærdigt, at det nu er kronprinsen og ikke regeringen, der må tage skraldet.