Grå skjorte, mørkt dobbeltradet jakkesæt, matchende hat og stående bifald.

Han smiler i lyset. Den ellers dystre mand med den uendelige, dybe stemme løber let ind på scenen.

»Det er 15 år siden, jeg sidst stod på scenen,« som han køligt bemærker til sine disciple.

»Jeg var vist 60 år dengang… Bare en knægt med en vild drøm,« siger han beskedent.

Så begynder han med stemmen. I tre timer. Synger, så de danser. Reciterer poesi, så de græder. Og fortæller historier, så de ler og glemmer de hundrede dollars, som det har kostet at sidde her til et af premiereshowene for den nye verdensturne.

Leonard Cohen. En poet, der først begyndte at synge som 32-årig. En mand, som rocken for længst burde have slået ihjel. Et alkoholvrag. En maniodepressiv pillemisbruger, der uden problemer kan nævne 15 typer lykkepiller.

»Jeg har prøvet dem alle. Tak,« siger han.

Leonard Cohen lever på trods. Midt i Sony Centre for the Performing Arts i Toronto står han på scenen og ser ud som om, at han altid har været iført sit jakkesæt – og aldrig tager det af igen.

Var tavs i fem år

Efter en periode med lidt for meget alkohol og en karriere i stå gemte Cohen sig i 1990’erne på et lille buddhistisk bjergsted i Los Angeles.

Han tav i fem år, arbejdede som chauffør, mens han forsøgte at finde noget i sig selv, som New Yorks mange stoffer ikke kunne give ham. De lokale munke gav ham navnet »Jikhan« – »Den stille«.

Så kom han tilbage til et pladestudie. Udgav et par albums. Blev rost af folk som Bono, Johnny Cash og Rufus Wainwright.

Og de seneste år har verden så genopdaget den kølige sanger, og blandt andet hædret ham med en noget forsinket optagelse i Rock’n’Roll Hall Of Fame.

Teknisk set synger manden ikke meget bedre end de fleste, der ryger ud i semifinaler i danske talentprogrammer. Det har han aldrig kunnet.

Men den voldsomme, dybe bund, den klare udtalelse af ordene og den smerte, som hver eneste vokal og konsonant spytter ud – det er dét, der får anmelderen Ian McKellar fra National Post til at drage sammenligningen, at en en koncertaften med Cohen for musikfans svarer til et besøg af Paven for katolikker.

»Hvis du er en af dem, der har omlagt lånet i huset for at få råd til Cohens koncerter … så vil du bliver voldsomt belønnet. Dette show går over i historien,« som McKellar skrev efter koncerten i Toronto.

»Han var charmerende, flirtende, forførende. Han var – ganske enkelt – alt, der kræves af en rockstjerne. Bare 50 år ældre,« som anmelderen fra avisen The Globe and Mail skrev.

Sidste sang?

Cohen giver ikke længere interview forud for sine koncerter.

Hvorfor skulle han? Sangene fortæller det hele, siger han. Eller i hvert fald nok. Om kvinderne. Om hans opråb til amerikanerne, der spilder livet foran fjernsynet. Om vold. Om crack. Om sex. Og så lidt mere om kvinderne. Om rockverdens måske mest berømte blowjob - i sangen »Chelsea Hotel No. 2« - udført af den dengang næsten jævnaldrende sangerinde Janis Joplin. Det var i 1960’erne.

I dag har Janis Joplin har været død i 38 år. Cohen står på scenen, og overleveren synger ’Tower of Song’:

»Mine venner er væk, og mit hår er gråt. Og det klør de steder, hvor jeg plejede at lege... Men jeg var født sådan her, jeg havde intet valg. Jeg var født med en gylden stemme.«

Korpigerne synger do-dam-dam-dam-di-du-da-dam i slutningen.

»Nej, nej. I må ikke stoppe. Bliv ved. Bliv ved. Det er lige dét, jeg vil høre. Bliv ved,« siger han, sætter sig på et stol og stirrer på de tre kønne korpiger.

»Åhhh,« siger han.

Anmelderen Jane Stevenson fra Toronto Sun bemærker det, som alle tænker – kig, lyt, sug ind, det er ikke sikkert, at vi nogensinde ser denne mand på scenen igen.

Måske er denne koncertrække den 73-åriges Leonard Cohens svanesang.

Det ved han godt selv. Han suger også til sig. Tre gange vender han tilbage på scenen for at spille ekstranumre. Hver gang til endnu et stående bifald.

Til sidste slutter han af med en kort, 34 år gammel sang: »I tried to leave you«. Jeg prøvede at forlade jer. Foreløbig er det ikke lykkes.

På vej ud står flere med mascaraen ned af kinderne.