Den sidste overlevende soldat fra befrielsen af KZ-lejren i Auschwitz, er død i en alder af 98 år. Det skriver BBC.
David Dushman, som var soldat i den røde hær og senere blev olympisk fægter og træner, døde i Tyskland i weekenden.
Han var 21 år, da han med sin tank den 27. januar 1945 kørte gennem Auschwitz-lejrens elektriske hegn og hjalp fangerne ud i friheden. Omkring 1,1 million mennesker blev myrdet i Auschwitz, de fleste af dem jøder.
- Da vi ankom, så vi hegnet og alle disse uheldige mennesker. Vi brød igennem hegnet med vores tanke. Vi gav vores mad til fangerne og fortsatte, fortalte Dushman til Reuters sidste år.
- De stod der, alle sammen i fangedragter og var kun øjne, meget smalle øjne - det var meget forfærdeligt, sagde han.
Dushman har tidligere udtalt, at han ikke var klar over, at Auschwitz eksisterede under krigen, men at han først blev bevidst om grusomheder i årene efter krigen.
David Dushman var en af blot 69 soldater fra den 12.000 mand store deling, som overlevede krigen. Han pådrog sig alvorlige kvæstelser under krigen, men det afholdt ham dog ikke fra at blive en af de største fægtere i Sovjetunionens historie, ligesom han trænede det kvindelige sovjetiske fægtelandshold i 30 år.